Jeg har gjort noget virkelig dumt…

I min iver efter at jagte min ny(gen)fundne idé om ikke at være så røvkedelig, fik jeg den geniale idé at finde mine skinny jeans frem i weekenden.

Nuvel… Muffintoppen er der stadig - du ved den der delle, der bliver skubbet ud over kanten af bukselinningen, når man presser sig ned i lidt for små bukser - men pyt, tænkte jeg. En løs bluse kunne nok skjule det meste af bildækket.

Og så på med de høje støvler. Man får nemlig sådan en flot holdning - og bagdel, når man får en hæl på.

Godt tilfreds med mig selv fik jeg så idéen, som jeg skulle have ladet blive i skuffen. Jeg skulle da have et billede af min smukke bagdel i de der bukser. Nu var jeg jo blevet hævet op over jorden på hæle og alting…

Adskillige forsøg på at fange det perfekte billede i spejlet senere, kunne jeg konstatere, at det var en rigtig dårlig idé. Jeg lider jo af decideret nedsunket røv. Ahhhmen… Jeg blev sgu helt trist.

Alle beviser på nedsunkne baller blev slettet fra telefonen, og jeg sidder nu og tænker, at det nu nok var lyset, det var galt med. Eller vinklen 😉

Jeg føler mig i hvert fald megasexy, når jeg stavrer rundt herhjemme i mine stramme jeans og mine høje hæle. Og så kan jeg jo glæde mig over, at jeg ikke har øjne i nakken 😀

Why I do what I do…

Man skal jo starte et sted. Og jeg starter så midt i det hele… Altså midt i fortællingen om why I do what I do.

For ca. halvandet år siden påbegyndte jeg en uddannelse til komplementær hormonterapeut. Og hvad i alverden er det? spørger du muligvis - helt berettiget.

Komplementær hormonterapi er en alternativ behandlingsform baseret på Functional Medicine. Jeg har en fin mappe fra studiet, hvorpå der står ”Komplementær Hormonterapi – hvor holistisk tankegang møder moderne videnskab”. Og det er egentlig meget rammende. Holistisk betyder ”helhed”, altså at krop, psyke og sjæl hænger sammen. Og det er IKKE langhåret! Det er ikke hokus-pokus; men baserer sig på gode, videnskabelige discipliner såsom anatomi, cellelære og biokemi. Og meget af det er fucking svært 😊

Jeg er jo en haj til excel og er allerbedst, når jeg skal regne den ud og afslutningsvis kan sætte to streger under facit. Det kan man ikke altid, når man har med mennesker at gøre. Men hold kæft, hvor er det mindblowing spændende!

Og jeg elsker begge dele. Altså både opgaverne i regnskabsafdelingen og detektivarbejdet med at hjælpe mennesker til at få det bedre. Og det er netop sådan, jeg har sammensat mit liv. Knold i nakken by day og Sherlock Holmes-hat og lup by night – i overført betydning, naturligvis 😊

Hvis jeg kort skulle ridse op, hvordan de seneste 10-15 år har været, ville det blive en lang klagesang. Og det er ikke mit budskab. Jeg skriver bare tingene som de er.  At det til tider har været noget ynk, er bare et faktum.

I forbindelse med min uddannelse lærer jeg, hvad man selv kan gøre – evt. med hjælp fra en behandler – hvis man f.eks. battler med uhensigtsmæssige, hormonelle ubalancer. Man kan f.eks. gøre rigtig meget for at holde østrogen i skak. Østrogen er skurken når det kommer til hormonfølsomme kræfttyper. Men ikke al østrogen er skidt. Emnet er meget komplekst og jeg kommer ikke til at beskrive behandlingsprotokoller her. Fordi vi er allesammen forskellige. Der findes ikke ”one fits all”; men derimod patientcentreret ernæring. Dét, jeg beskriver herinde på min blog, er min vej. Dog findes der nogle generelle ting, som jeg gerne øser ud af.

Vigtige emner til bedre helbred er f.eks.:   

• Hvorfor søvn er så vigtigt – og hvor meget har man brug for
• Stress – en dræber! Både i bogstavelig forstand, men også i forhold til relationer og livskvalitet
• Anti-inflammatorisk kost – hvad og hvorfor?
• Motion – hvorfor man skal orke at lette bagdelen 😊

Og meget, meget mere...

Der er nok at tage fat på. Nu er jeg i gang… så stay tuned 😊

/Helle

Med røvhul i ascendanten

Da jeg tidligere i dag kørte på motorvejen, blev jeg et kort øjeblik grebet af panik. Sved på overlæben og hele baduljen… Jeg havde glemt at tjekke mine bolte på hjulene inden jeg kørte hjemmefra, og jeg havde da også helt glemt at holde øje med betonklodser fra motorvejsbroerne, spøgelsesbilister, terrorister… ja, og klovne.

Der findes rigeligt med bekymringer til at opretholde et vist stressniveau. Og jeg sad egentlig bare i min lille Fiat 500 og sang lystigt med på Justin Biebers nyeste…. Du ved… den der spanske. Det er de bedste sange. Dem, hvor man ikke aner, hvad de synger og man føler sig henført til den tidlige barndom, hvor man stod på skibsbriksen med hårbørsten eller sjippetovet som mikrofon og sang vrøvle-engelsk til Abba. Det var tider.

Egentlig var jeg i rigtig godt humør. Så kom jeg så i tanke om, at jeg helt havde glemt at være bange og nervøs. Så det var jeg så resten af vejen. Jeg var naturligvis nødt til at slukke musikken, så jeg i det mindste kunne høre, hvis hjulene begyndte at rasle af.

Hvad fanden er det for noget svineri? At løsne boltene på cykler og biler. Hvem gør den slags? Og hvorfor?

Det brugte jeg så stilheden til at fundere lidt over. Er det et nyt fænomen? At ”vi” ligesom mister empatien. Straks tænkte jeg, at det er også de sociale mediers skyld. De får stort set alligevel skylden for alting, synes jeg. Men det fandtes også før. Det gjorde meget stort indtryk på mig, da jeg første gang stødte på det fænomen, hvor en selvmordstruet person truer med at springe fra f.eks. et højhus, og tilskuerne råber: ”Jump! Jump! Jump!” Det er jo så sygt, som det kan blive.

Hvis jeg var blevet sociolog, ville jeg forske i hvorfor. Jeg ville være blevet en fremragende sociolog 😉

Jeg har ikke svaret på hvorfor. Men én ting er sikkert: Hvis man sniger sig hen til parkerede biler og cykler og løsner bolte, så MÅ man have røvhul i ascendanten… og selv have en skrue løs…


Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

The way you live has influence on the way you die

Hvis man skulle sætte et enkelt ord på for at beskrive den måde vi har valgt at leve på i vores del af verden må det være: Komfort!

Vi sover mindre, spiser mere og fysisk aktivitet er blevet et valg – ikke en nødvendighed. Og vores fysik kan ikke holde til det. Vi bliver simpelthen syge. Stressede, fede, kede og det der er værre.

Mange jobfunktioner kræver kun tre ting. En hjerne til at få programmet til at fungere, evne til at klikke med en mus og så selvfølgelig en komfortabel kontorstol til at plante rumpetten på. Gud forbyde at vi skal stå op og arbejde. Man kunne jo risikere at få ondt i ryggen 😉 

Der sidder vi så i 7-8 timer om dagen. De sundhedsbevidste har forlængst forstået, at motion er en nødvendighed, så når de har fri, tager de bilen ned til fitnesscenteret, og er der ikke en parkeringsplads i umiddelbar nærhed af indgangsdøren, så er det næsten en sag for menneskerettighedsdomstolene. Ind og skifte tøj og så er det ellers op på løbebåndet eller kondicyklen. Jeg gad vide, hvad vores hjerne ville fortælle os, hvis den kunne snakke. Mon ikke den ville sige: Hvad fanden har du gang i? Hvorfor kører du på en cykel, der ikke kommer nogle vegne? Det er selvfølgelig sat på spidsen, men du kender garanteret alligevel et par stykker, der lever på den måde.

Og så er der dem, der tager motionen til ekstremerne. Dem, der som den mest naturlige ting i verden løber en maraton inden de skal på arbejde 😄 Altså efter de har svømmet 3-4 km på åbent hav og lavet 5.000 armbøjninger. Hvorfor skal det være så ekstremt? Jeg har aldrig forstået det.

Og grunden til at jeg aldrig har forstået det er, at sådan er lige netop jeg ikke indrettet. Jeg kunne jo ligeså godt have været en speltmor, der dyrkede triatlon og simpelthen ikke kunne komme igennem dagen, hvis ikke jeg fik lov at pine mig selv halvt ihjel inden familien stod op. Sådan er jeg bare ikke. Jeg er mere ligesom størstedelen af danskerne. Lidt smådoven, glad for kage og med en ironisk distance til alt det motionshejs. Hvis du spørger en mand i en hvid kittel, der har specialiseret sig i at vide, hvad der foregår inde bag pandeskallen på mennesker, vil han sikkert sige, at sidstnævnte skyldes misundelse 😉

Når vi så bliver syge af depression, stress, angst eller mere håndgribelige ting som diabetes II, kræft eller hjerte-karsygdomme, er det så vores egen skyld? Har vi været for dovne til at bevæge os og for dumme til at spise ordentligt.

Tja… we are partly to blame. Fordi vi har jo et valg. Fra det tidspunkt hvor vi selv begynder at komme ting i indkøbskurven og selv bestemmer over, hvordan vi vil bruge vores tid. Det kræver naturligvis, at vi bliver bevidste om det.

Jeg ville ønske, at jeg havde været mere bevidst, da jeg var yngre. Ikke at jeg ikke vidste det. For vi får jo tudet ørerne fulde med sundhedsbudskaber. Hele tiden. Det er bare forskelligt, hvor stor påvirkning der skal til før budskabet slår rod.

Kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg helt sikkert ændre nogle ting, og jeg giver dig gerne nogle råd her. Det er nemt og helt gratis at udføre:

DU SKAL SOVE MERE!

GÅ 30 MINUTTER OM DAGEN

Derudover vil jeg helt klart anbefale at:

SPISE MERE GRØNT

Tag fat i søvnen som det første. Søvnen er altafgørende for din sundhed.

Dernæst har ernæring, stressniveau, motion og påvirkning af giftstoffer afgørende betydning. Det kommer jeg nærmere ind på i kommende blogindlæg.

Man kan ikke tage et enkelt element og KUN arbejde med det. Jo altså… ad gangen kan du godt. Ellers kan det også blive overvældende. Men samlet set er det helheden, der skaber balancen. Og det er faktisk en lille smule bøvlet. Også fordi der på ernæringsfeltet hele tiden kommer nye anbefalinger fra mere eller mindre lødige kilder. Hold op, hvor er der mange eksperter. Og hold op, hvor er der mange, der lever af at skælde ud på eksperterne. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg kunne risikere at ende i en af de to lejre. Det gider jeg faktisk ikke. Jeg er ikke ekspert. Men hold kæft, hvor ved jeg mange ting 😉

Husk, at du er velkommen til at bidrage på MobilePay, hvis du kan lide, hvad du læser. En femmer til 30421734. Alle bidrag bliver indtægtsført. Moms og skat bliver naturligvis afregnet med vores fælles, trængte smertensbarn: SKAT. Alle bidrag er anonyme medmindre andet er aftalt og de går ubeskåret til Helles Bøffond, som har det ene formål at sætte mad på Helles bord og komme tøj på Helles krop 😃

At råbe ud i ingenting

Dette er min favoritdel... Indledningen på et blogindlæg. Dem har jeg i omegnen af en million af inde i hovedet.

Har arbejdet lidt på et meget seriøst blogindlæg med titlen: "The way you live influences the way you die". Så bliver det vist ikke mere alvorligt, vel?

Men er der nogen, der gider læse det? Så dette er en test. Tilkendegiv gerne om du er derude eller om jeg kun skriver til mig selv 😊 Min veninde fortalte den anden dag, at hun havde forsøgt at kommentere et indlæg; men det var umuligt. Giv gerne feedback på Facebook (et like er nok) eller skriv en mail: hellescorner@gmail.com

P.S.     Jeg har iø fundet ud af, hvad jeg skal bruge min have til 😏

Havens bekæmpelse

Jeg kører – igen – i år et tema i sommerhushaven, der hedder ”havens bekæmpelse”. Let´s face it: Jeg er ikke havemenneske…

Har lige slået 2/3 af græsplænen – eller rettere: jeg har lige høstet 2/3 af græsplænen. Sorry to say. Det siger mig ikke en skid. Hverken at slå den eller at opholde mig i den. Ikke at jeg ikke bryder mig om at være udendørs. Eller… det gør jeg faktisk ikke. Altså bryder mig om at være udendørs; men jeg er trods alt blevet så klog, at jeg ved, at jeg har brug for sollys. Det har vi allesammen. Jeg vil bare hellere sidde på terrassen eller på en bænk nede ved vandet eller på min elskede sten på gravhøjen med udsigt til Storebæltsbroen…

Jeg får sgu stress af, at haven gror op omkring ørerne på mig – hvert eneste år… Ikke at jeg bliver overrasket. Der er sådan en vis forudsigelighed i tingenes udvikling. Same procedure as last year. Jeg har et øgenavn herude: Tornerose 😃 Det er okay…

Men behøver jeg vente i hundrede år før der kommer en prins forbi og kysser på mig? 😉

Det forpligtende fællesskab

 I forlængelse af gårsdagens overskrift ”En sund krop i et sundt legeme…”, så vil jeg da gerne lige slå et slag for, at det ikke kun er fedtprocenter og muskelmasse, der afgør om man befinder sig i et sundt legeme.

Efter min mening er man nødt til også at være en del af et forpligtende fællesskab. Helst både hjemme og på arbejdspladsen. Når man så som jeg (og rigtig, rigtig mange andre danskere) bor alene OG er selvstændig freelancer – ovenikøbet med popcornhjerne, der sprøjter den ene idé ud efter den anden – så ender man med at tilbringe alt, alt for meget tid i sit eget selskab. Ikke fordi der er noget galt med mit eget selskab; men jeg skal jo forpligte mig selv. Drivkraften er hele tiden: mig…

Og hånden på hjertet: nogle gange driver jeg ikke mig selv hårdt nok. Men det er jo også lidt ligegyldigt. Hvem skulle opdage det? Hvem skulle irettesætte mig, når jeg spiser min mad foran fjernsynet i stedet for at sidde ved spisebordet og deltage i samtalen. I stedet har jeg jo en samtale med mit fjernsyn 😃 Og det ikke engang løgn. Sådan bliver man. Kloge mænd i hvide kitler og en lang uddannelse bag sig ville sikkert mene, at det ikke er sundt at høre stemmer; men nu er der jo tale om min egen stemme. For hvis jeg ikke hører stemmer, bliver jeg for alvor sindssyg! Så jeg snakker med mig selv.

Den anden dag kom jeg ud fra biblioteket og udbrød højt ”Nå! Skal vi gå ned i Irma og se om de har nogle lækkerier?” Hvem fanden er vi??? Jeg var jo kun mig. Blev jeg flov? Ja, det gjorde jeg faktisk, så der er håb endnu, tror jeg. Men mest flov blev jeg egentlig over, at jeg ikke kunne lade være med at grine højt – af mig selv. Og dét er der brug for, når man mærker ensomheden. Det føles som et fængsel, hvor man står og kigger ud på verden, der drøner derudaf. Og når man vender sig om er døren til fængselscellen faktisk åben… Man har bare ikke nogen steder at gå hen.

Nu er jeg nødt til at slutte. Jeg er nemlig blevet en del af et forpligtende fællesskab. På deltid. Det er SÅ fedt! Både at skulle lave nogle opgaver med deadline defineret af andre og ikke mindst visheden om, at der sidder nogen og venter på mig 😊

Giver mit indlæg mening? Giv mig gerne likes - eller en femmer - eller endnu bedre: begge dele. Jeg betaler naturligvis både moms og skat af alle bidrag 😊  Det er helt frivilligt. (Scroll ned og se detaljer)